En cykeltur gennem København og et møde med en skrækslagen hjemløs en sommeraften i 2015 gav Morten Grubak fra bureauet Virtue en oplagt kreativ idé. 

Den historie fortæller han selv længere nede i artiklen, men hvordan får man de gode, kreative idéer?

Dem, der flytter kundernes forretning eller ændrer en befolknings adfærd i 2022, hvor medierne er mere fragmenterede end nogensinde. Og hvor temaer som bæredygtighed og inklusion fylder mere og mere? 

Vi bad fire kreative profiler med internationalt udsyn dele deres bedste råd til idéudvikling i 2022.

#1: VERDENSMÅLENE 

Dorte Nielsen: ”Overvej, hvordan et eller flere af de 17 verdensmål kan indgå i din idéudvikling. Brug verdensmålene som en inspirerende ramme, der kan lede til nye veje. Det ligger i tiden at løse problemer og udfordrin- ger, der er større end selve opgaven.” 

#2: IND I METAVERSE 

Morten Grubak: ”Hav en stor portion åbenhed for fordybelse i nye platforme og deres muligheder. 2022 bliver året, hvor brands brager ind i Metaverse, og hvis vi skal hjælpe dem derind, skal vi også selv kunne forstå det først. Ikke nødvendigvis for at spekulere i NFT’er, men for at forstå hvordan en ny, virtuel verden skaber rammer for en ny kultur.” 

De står bag de gode råd

Dorte Nielsen

Formand for Creative Circle, grundlægger af Creative Thinker og forfatter til flere bøger om kreativitet og ideudvikling. Herunder ”Den Kreative Tænkers Hemmelighed”, der er udkommet på 11 sprog og sælges i 65 lande.

Morten Grubak

Executive Creative Director, Global, Virtue, The Creative Agency by VICE. Foredragsholder, triple Grand Prix-vinder og erfaren international award-dommer.

Farah Dib

Medstifter og Creative Director, Twenty Agency. Tidligere kreativ hos AKQA og Droga5 i London. Uddannet i Politics & Law fra SOAS University i London.

Miriam Plon Sauer

Executive Strategy Director, EMEA, AKQA. Tidligere Strategy Director & Partner, Another. IADAS Fellow og jurymedlem ved The Webby & The Lovie Awards.

#3: START DAGEN I DEN RETTE STEMNING 

Dorte Nielsen: ”Du kan forøge din kreativitet med op til 30 procent ved at starte i den rette stemning. Start dagen med noget, der inspirerer dig. Det kan være alt fra humor og et godt grin til observationer, filmklip, inspirerende arbejder, kunst, opfindelser eller lidt kreativitetstræning.” 

#4: BALANCÉR NYSGERRIGHEDEN 

Miriam Plon: ”Selvom der igen i 2022 vil være en overflod af nye rum for kreativ udfoldelse, er mit vigtigste råd at balancere nysgerrigheden i forhold til nye kanaler og muligheder med en stabil kreativ og strategisk kerne. Mange kunder vil have idéer til metaverse, blockchain og NFT. Og det kan også være både interessant og relevant for et brand at gå ind i. Hvis det vel at mærke bidrager til den overordnede strategi for brandpositionering og brandoplevelse.” 

#5: INDDRAG FLERE 

Farah Dib: ”I dag er idéudvikling generelt et maskulint, kompetitivt territorium. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men jeg mener, man bør inddrage mennesker fra forskellige communities i arbejdet med brief og kreativitet. Det kan være nøglen til et kreativt output, der i højere grad afspejler den virkelige verden.” 

#6: TÆNK STORT 

Dorte Nielsen: ”Overvej, fra hvilket perspektiv, du går til din opgave. Ser du på din idé fra landingsbanen, hvor hvert et bump kan mærkes, og løsningerne kommer i 1 til 1 formater? Kan du gå højere op og se på din opgave fra et andet perspektiv? Hvad er det i virkeligheden, du prøver at løse? Nye perspektiver og store strategier giver luft under vingerne.” 

Morten Grubak og den skrækslagne hjemløse

”En sommeraften jeg cyklede hjem langs søerne i København, så jeg en udenlandsk pantsamler trække armen hurtigt op af en skraldespand på fortovet.

Blodet piblede frem fra et langt snitsår i håndfladen. Den var helt gal, så jeg stoppede op, men til min overraskelse afviste han skrækslagent min hjælp og gik.

De næste par dage tænkte jeg meget på, hvor han mon kunne få hjælp og fandt frem til to nye Røde Kors-klinikker, hvor man anonymt og papirløst kunne få lægehjælp til alt fra snitsår til graviditet.

Vi fandt sammen i en fælles mål: At udbrede kendskabet til de to nyåbnede klinikker blandt udokumenterede migranter.

En målgruppe, der undgår lokal kontakt af frygt for udvisning og repressalier fra deres bagmænd — og heller ikke læser tilgængelige danske medier.

Til gengæld vidste vi, at en stor del af migranterne lever beskedent ved at indsamle pant. Så ét sted de ville kigge nøje efter, var genbrugsmærket.

Vi satte klistermærker rundt om mærket med en gratis sms-service, der tilbød mere klinik-info på deres sprog. Enkelt, men effektivt.

Vi fik sponsoreret 5.000 pantdåser, satte selv klistermærker på og uddelte dem i skraldespande i henholdsvis København og Århus sommeren over.”

#7: RÆK UD OVER BRANCHEN 

Dorte Nielsen: ”Kreative kompetencer efterspørges i dag inden for alle brancher og fag. “Kreativitet” er længere forbeholdt de “kreative”. Kreativitet bliver efterspurgt i erhvervslivet, uddannelsessystemet og på ledergangen. 2022 er tiden for nye muligheder. Brug branchens evner til idéudvikling i nye sammenhænge til innovation, nyskabelse og forretningsudvikling.” 

#8: NYE ROLLER 

Miriam Plon: ”Det rigtige kreative team nu og i fremtiden er i mine øjne en kreativ og en strateg. Ikke en art director og en copy writer. Så mit råd til kreative i 2022 er: Find en god strategisk sparringspartner.” 

#9: BRYD MØNSTRE 

Dorte Nielsen: ”Spræng nogle af de sædvanlige rammer for idéudvikling. Kreativitetsforskningen viser, at diversitet kan give større og anderledes idéer. Overvej strukturen for den kreative proces, og hvordan teamet omkring opgaven sammensættes. Hvor, hvornår og med hvem kan man bryde de sædvanlige mønstre?” 

#10: ANDET END ARBEJDE 

Farah Dib: ”Giv plads til alternative arbejdsmodeller, der harmonerer bedre med en sund work-life balance. Det kan være at tilbyde fleksible arbejdstider og deltid, så folk kan fokusere på deres familie, deres band eller skrive en bog. Hvad der end motiverer dem og giver dem den livserfaring, der er nødvendig for at være gode til at arbejde med reklamer. Hos os har vi for eksempel en, der har en babymads-startup, og en, der laver albumcovers til danske popbands. Det er muligt, fordi vi skræddersyr jobbeskrivelsen og timer til den enkelte.”